Hvem er jeg?

Jeg hedder Katrine. Jeg bor i Ejby, Glostrup, sammen med min mand, vores søn, Birk, og katten Stump. Jeg elsker at bruge tid sammen med Birk, og forundres over hans måde at være i verden. Jeg elsker også at være i haven. En af hverdagens mange, små lykkestunder er at plukke en tomat, en ært eller et bær vi selv har dyrket.

Da jeg i maj 2018 blev mor, satte det gang i en indre rejse, der har ledt mig hertil.
Rejsen udspringer først og fremmest af det at blive mor, og finde ud af, dels at livet aldrig bliver det samme igen (det kunne jeg godt regne ud), men også at jeg aldrig bliver den samme igen.

Jeg er uddannet tegnsprogstolk i 2015, og jeg arbejder fortsat som tolk. Ved siden af tolkearbejdet har jeg taget en uddannelse i narrativ coaching fra DISPUK. På DISPUK, fik jeg for første gang øje på andre veje jeg kunne gå.

Under min barsel startede jeg på familiemasteruddannelsen, en privat uddannelse ledet af Rose og Magnus Maimonide. På uddannelsen har jeg fordybet mig i at skabe en hverdag, hvor der er plads til, at jeg kan gøre det, der er vigtigst for mig. Jeg blev certificeret familiemaster i maj 2019.

Mit ønske er, at bruge min erfaring og mine evner til at skabe et rum, hvor der er mulighed for at dykke ned i, hvad du inderst inde drømmer om, og hvordan du kan komme til at leve det.