Jeg har, ligesom de fleste andre, været påvirket af coronakrisen, og jeg har haft svært ved at finde mine ben i det hele. Jeg har vrisset mere, selvom jeg har haft en intention om at trække vejret, og være rummelig, og måske handler det mest om, at jeg også skal huske at være rummelig overfor mig selv, og acceptere de svære følelser.
Jeg har i den første tid haft en tendens til “tvangsoptimisme”, hvor jeg prøvede at fokusere på, at vi nu havde mulighed for mere tid sammen, og på de gode stunder, og gjorde mit bedste for at ignorere hvor hårdt det har været nogle dage, hvor min søn har reageret på at hverdagen pludselig så anderledes ud, og helt sikkert også på at jeg (og min mand) skulle finde os til rette i en ny hverdag.
Da jeg en aften, mens jeg puttede Birk, endelig indrømmede overfor mig selv, at jeg faktisk synes det havde været pissehårdt nogle dage (jeg burde nok have taget hintet, da jeg havde grædt flere gange den dag), var det faktisk lidt en lettelse, og jeg kunne med det samme mærke, at noget af frustrationen forsvandt.
Dermed ikke sagt at alt bare blev perfekt med et trylleslag, men det blev bedre og bedre efterhånden, så vi har haft nogle rigtig gode dage, og jeg kan bedre håndtere når det alligevel bliver noget rod, og justere mine forventninger efter vores dagsform.
Jeg måtte også erkende, at noget af problemet nok lå i, at jeg ikke var klar til at arbejde med de følelser der dukkede op, og derfor prøvede jeg at flygte i tankerne, hvilket selvfølgelig ikke hænger særlig godt sammen med at være nærværende, og give børn den opmærksomhed de fortjener. Det tror jeg helt sikkert også min søn mærkede.
Da jeg fik ideen til indlægget her, var jeg først i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne skrive om ikke at være glad, når nu det er mit mål at hjælpe alle, der kommer til mig, til at finde en højere grad af mening og glæde i deres liv. Men jeg ved, at det er vigtigt at gå vejen selv, for at kunne hjælpe andre, og det har jeg gjort.
Jeg tror også, at vi alle kan miste fodfæstet, og i stedet for at lade hammeren falde, og føle mig forkert, øver jeg mig i at være rummelig, og give plads til de følelser der dukker op. Nogle gange lykkes det med det samme, og andre gange går der nogle timer, dage eller uger, før jeg er klar til at mærke efter hvad det egentlig handler om, og hvad det næste skridt er. Og det er helt som det skal være.
I coronakrisen tog det mig over en uge, før jeg var klar til at se i øjnene, at jeg synes, at det at skulle få hverdagen til at fungere med en hjemmepasset søn og en hjemmearbejdende mand, ikke altid har været særlig nemt. Og det hjalp mig til at komme videre i den rigtige retning, at erkende det, for på den måde kunne jeg bedre håndtere det.
Jeg tror erkendelsen er et vigtigt skridt mod at komme videre. Jeg tror ikke nødvendigvis at et objektivt set større traume eller problem (hvis man overhovedet kan snakke om objektivitet, om noget så subjektivt) altid er lig med mere bearbejdning. Jeg tror det i høj grad handler om, hvordan man tackler det, om man føler sig klar til at arbejde med det, og efterfølgende give slip. Og alt er som det skal være, uanset om det tager kortere eller længere tid.
Et af de tidspunkter i mit liv, hvor glæden for alvor blev væk for mig, var, da jeg var 19 år gammel og min kæreste gennem over tre år gik fra mig, i en periode hvor min mor var meget syg. Jeg følte ikke, at jeg havde nogle steder at gå hen med min sorg, for mens det var legitimt at være ked af at min mor var syg, følte jeg ikke på samme måde, at det var legitimt at være ked af, pludselig at stå uden den kærlighed og støtte jeg havde haft i min kæreste. På et tidspunkt nævnte jeg for min søster, at det nu var en måned siden, at min kæreste var gået fra mig, og fik meget tydeligt at vide, at jeg skulle se at komme videre.
I dag kan jeg godt se, at det nok var sagt i en god mening, og måske lød hårdere end det var ment, hun var jo også selv bekymret for vores mor. Jeg må dog også indrømme, at det stadig i dag fylder mig med en følelse af forkerthed at tænke tilbage på (måske jeg har noget at arbejde med der?). Det forstærkede min egen fornemmelse af, at der ikke rigtig var plads til mine følelser, i en tid der var svær for hele familien, og at det i det hele taget var forkert at bekymre sig om den slags “småting”
Fra mine forældres side havde jeg en fornemmelse af, at de havde forståelse for at jeg sørgede over både min mor og min kæreste, og de hjalp mig også økonomisk til at komme på højskole i den værste periode (det kan også være de bare synes det var rart at få det sidste hjemmeboende barn ud af huset lidt). Mens jeg skriver dette, bliver jeg ret sikker på at det var med til at redde mig fra at udvikle en (mere alvorlig) depression. Det gav mig en pause, muligheden for at fremelske nogle andre sider af mig selv, og få nye perspektiver. Da jeg kom hjem, og reaktionen kom, var jeg (mere) klar til at arbejde med den. Det er min overbevisning, at vi, hvis vi ønsker at være nogenlunde hele mennesker, skal blive venner med vores følelser, og den information de giver os (Hvilket ikke er det samme som at lade følelserne styre os). Men nogle gange, er det det bedste, i første omgang at ignorere, eller dulme følelserne.
Dulmeri var et af emnerne på familiemasteruddannelsen, og efterfølgende er jeg blevet mere opmærksom på hvornår og hvordan jeg dulmer. I den svære periode da jeg var 19, læste jeg rigtig mange bøger, og flygtede på den måde fra at forholde mig til den virkelighed jeg stod i. I stedet kunne jeg fortabe mig i historierne om andres forviklinger, glæder og sorger.
Jeg kan også mærke, at tendensen stadig dukker op, og jeg har f.eks. haft stor lyst til at fortabe mig i en bog i timevis i den første tid af coronakrisen, hvilket ikke stemmer særlig godt overens med at være nærværende med min søn (det hjælper nok heller ikke på hans humør, at han kan mærke, at jeg gerne vil noget andet).
Det er en balance jeg nu er opmærksom på, for jeg elsker at læse, og bruger det som nærende pauser for mig selv, men når det bliver en higen efter at læse, helst hele tiden, handler det nok om noget andet (Jeg har de samme tendenser med sukker, ligesom nogen har med alkohol eller smøger, og en del nok også med deres smartphone).
Men hvad er så næste skridt, når glæden er blevet væk? Når jeg har erkendt, at jeg skal håndtere det anderledes, end jeg har gjort? En øvelse jeg bruger en del, og som jeg finder evigt udfordrende, er at trække vejret med følelserne, og acceptere at de er der. Jeg slipper hammeren, man så nemt dunker sig selv i hovedet med, og siger til mig selv, at det er okay at jeg har det sådan, og ikke noget jeg behøver føle skyld og skam over (det er min erfaring at man ikke kommer særlig langt med skyld og skam). På den måde slipper følelserne deres tag i mig, og jeg kan nemmere se hvad det næste overkommelige skridt er, uden at lade følelserne styre.
Hvordan dulmer du? Prøv, en dag du kan overskue det, at stoppe op, og mærke efter hvad det egentlig handler om, når du sidder der, på 7. kop kaffe, eller med en halv plade chokolade i munden (eller… indsæt selv). Er du “bare” træt, eller er du ked af det, frustreret, overvældet.. og så træk vejret med den følelse, indtil du mærker den fortage sig (eller tag en lur hvis du er træt).
Er der dukket noget uventet op i coronakrisen, som du har måttet forholde dig til? Er der måske noget, du ikke helt har haft mod til at se i øjnene, og som du derfor har undertrykt, eller forsøgt at fornægte med tvangsoptimisme?