Min søn er lige blevet to et halvt, og for nogle uger siden sagde han, at han gerne ville sove på sit eget værelse. Han har indtil nu sovet i en ekstra seng i soveværelset, men har også haft en seng på sit eget værelse i ca. et halvt år (næsten lige så længe som han har haft sit eget værelse).
Min umiddelbare reaktion var at det var dejligt at han nu følte sig tryg nok til at sove på sit eget værelse, men samtidig kunne jeg mærke lysten til at beholde ham tæt på om natten, og følelsen af ikke helt at være klar til at han tog det skridt væk fra os.
Det fik mig til at tænke på, at jeg et par steder har læst kritikere af langtidsamning ytre noget i retning af: “Hvis behov er det egentlig?” Som om det er moderen, der “tvinger” barnet til at fortsætte amningen, fordi hun ikke er klar til at barnet bliver større. Samtidig kender jeg fortalere for langtidsamning, der understreger, at det er bedst at stoppe amningen hvis moderen ikke længere synes det er rart. Faktisk kender jeg ikke fortalere der anbefaler at fortsætte, hvis ikke moderen har lyst. (Her mener jeg selve ammesituationen, og ikke den eventuelle kritik/undren man møder)
Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, da det er begrænset hvor mange langtidsammere jeg kender personligt, men jeg tror, at langt de fleste, uanset om det gælder amning eller andet, forsøger at finde balancen mellem barnets og forældrenes behov.
Birk er stille og roligt selv stoppet med at efterspørge “mormælk” på nogle af de tidspunkter hvor han ellers plejede at få det, og på samme måde siger jeg nogle gange nej, når han spørger, fordi jeg ikke har lyst på det tidspunkt (eller når jeg fornemmer det handler mere om at dulme følelser, end om hyggestunden). Det fungerer for os, fordi jeg ikke overskrider mine egne grænser, når jeg kan mærke jeg ikke har lyst, og samtidig lader jeg ham selv melde ud, i stedet for at fortsætte af ren vane (alt det her er selvfølgelig efter at modermælk ikke længere er en grundlæggende bestanddel af kosten, for man kan sørme også have ulyst til at amme en 3-måneders baby igen, igen)
På samme måde var det naturligt for mig, at da Birk efter to fine nætter (og en lur) på eget værelse efterspurgte at sove inde i den store seng, rykkede vi ham selvfølgelig derind (selvom det nu også havde været dejligt at ligge derinde alene sammen med min mand). Og da han efter en uge stadig lå der, begyndte jeg at acceptere, at det nok ikke blev i denne omgang, at han kom ind på eget værelse. Som det jo nogle gange går, når man accepterer tingenes tilstand, bad han kort tid efter om at sove på eget værelse igen, og blev der en uge, før han igen bad om at sove i den store seng. Nogle gange har vi ligget på hans eget værelse, og været i gang med putningen, før han fandt ud af at han gerne ville ind i den store seng, og så har jeg taget ham med derind. Selvom jeg nogle gange har haft lidt lyst til at spørge, om han ikke hellere vil sove i sin egen seng, har jeg været meget bevidst om at følge hans behov, uanset om det var at være på eget værelse, når jeg ikke helt følte mig klar til det, eller omvendt.
Hvis vi ser mere generelt på det end samsovning og langtidsamning, tror jeg faktisk de fleste forældre har sværere ved at følge deres egne behov og sætte kærlige grænser, end det modsatte (hvilket for manges vedkommende nok ender i irritation og følelsen af aldrig at få en pause).
Jeg har mange gange læst en bog eller sunget en sang for femte gang i træk, vel vidende at jeg nok skulle være stoppet efter tre. Så det øver jeg mig på, og det betyder at jeg sjældnere bliver irriteret, fordi jeg gør noget andet, før jeg har overtrådt mine egne grænser alt for meget (det hjælper selvfølgelig at Birk også er ved at være en alder hvor han kan lege selv, og gerne vil). Jeg italesætter også, at jeg har brug for en pause, og Birk begynder også selv at sige at “vi tager en pause”, når jeg f.eks. siger nej til at læse mere, og det synes jeg faktisk er meget fedt. Samtidig er det jo tydeligt, at han 100% følger sine behov, f.eks. når han midt i en bog (oftest når det er bog nr 4-5 stykker i træk) hopper ned, og begynder at lege som det naturligste i verden. Udover at det giver mig mulighed for en pause, er det også en god påmindelse om, at vi alle sammen engang har set det som vores ret at lave lige hvad vi har lyst til, og stoppe med det når vi har lyst til det. Det ville nok blive ret kaotisk hvis vi alle stadig gjorde det, men alligevel synes jeg det er værd at tage med, at vi kan, og har ret til at opfylde vores egne behov.
På de kurser jeg har taget, er det gennemgående når snakken falder på forældreskab, at mange har svært ved at tillade sig selv at opfylde egne behov, fordi de føler det går udover børnene. Og selvfølgelig er der nok nogle der går for meget i den modsatte grøft, og holder så meget fast i at gøre alt det de gjorde før de blev forældre, at børnene ikke får opfyldt deres behov for nærvær, men i de fleste tilfælde tror jeg faktisk det gavner børnene, fordi det giver gladere forældre, der har mere overskud til netop at være nærværende, frem for bare at være der.
Hvordan har du det med balancen mellem dine og andres behov? Kan du mærke at det er nemmere at være nærværende, når det lykkes dig at opfylde egne behov?