Det har, så længe jeg kan huske, været en del af min selvforståelse, at jeg er utålmodig. Da jeg var i gang med min uddannelse inden for det narrative, var det lidt af en åbenbaring, at man kunne snakke om de egenskaber man havde “påduttet” sig selv, eller fået påduttet af andre, på en anden måde, og på den måde gøre sig (i hvert fald lidt mere) fri af dem. En af de centrale greb inden for det narrative er det man kalder eksternalisering. Så i stedet for at sige “jeg er utålmodig” (og på den måde omtale utålmodigheden som noget iboende) kan man f.eks. snakke om “når utålmodigheden kommer over mig”. Det giver mere plads til at se handlemuligheder, og en følelse af faktisk at kunne arbejde med at holde utålmodigheden på afstand. Den anden dag var jeg udfordret på tålmodigheden af min søn, og kom til at tænke på, at det faktisk er længe siden jeg har tænkt på mig selv som utålmodig. Jeg er simpelthen holdt op med at se det som en egenskab jeg har.
Ligesom (gætter jeg) alle andre forældre bliver jeg selvfølgelig udfordret på tålmodigheden, især efter min søn er begyndt at have regulære raserianfald. Men jeg bruger en del værktøjer for at invitere tålmodigheden inden for, f.eks. vejrtrækning, og min viden om at børn altid gør deres bedste, også når jeg ikke kan se det.
I den narrative praksis, og i relation til eksternalisering, snakker man også om at personen ikke er problemet, men problemet er problemet. Så ligesom jeg ikke tænker på utålmodighed som en iboende egenskab, øver jeg mig også i ikke at tænke f.eks. “Hold kæft hvor er han umulig” (indrømmet, det er en udfordring nogle gange). I stedet husker jeg mig selv på, at han har store følelser, som han ikke kan regulere selv, og som han har brug for min hjælp til.
Samtidig øver jeg mig i at være opmærksom på hvornår jeg er i underskud, så jeg kan bede min mand om at tage over (så opstår udfordringen først når vi begge er i underskud), eller forsøge at tage nogle pauser, der giver lidt overskud, og på den måde holde fast i tålmodigheden.
Selvfølgelig lykkes det ikke altid, selvom mange af os nok ville ønske at vi aldrig endte med at råbe eller vise irritation. Men jeg tror også det er vigtigt at have tålmodighed med os selv. Acceptere at vi ikke kan gøre det rigtige hver gang, og det er okay. Så længe vi er opmærksomme på at rydde op efter os, og erkende når vi ikke formåede at gøre det så godt vi ønskede. På den måde ser vores børn også et forbillede, der tager ansvar for sine handlinger, uanset at vi er kommet til at råbe eller skælde ud, eller… og det er måske mindst lige så vigtigt at vise at man også kan samle op og rydde op når det ikke er lykkedes at holde fast i tålmodigheden. Jeg tror mange af os er vokset op med forældre der ikke har været gode til at sige undskyld og erkende deres fejl på en kærlig og udramatisk måde. Tænk hvis vores børn (og måske endda vores partner, venner osv) ser på vores eksempel, at det er muligt at tage ansvar for sine handlinger og følelser, og sige undskyld når vi er gået over stregen.
Hvordan har du det med at sige undskyld, falder det dig svært eller nemt? (måske for nemt, så du undskylder for at undgå konflikt?) Hvordan har du det med at modtage en undskyldning?