De første mange måneder af min søns liv gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at stoppe hans gråd. Jeg troede at det handlede om et behov, jeg ikke havde opfyldt, eller noget jeg havde gjort “forkert”. Han græd en del, ikke nok til at gå under betegnelsen kolik (som jeg også opfatter som lidt af en skraldespandsdiagnose), men ikke så forfærdelig langt fra.
Da Birk var omkring 8-9 måneder læste jeg Mette Carendi’s bog, Harmoniske unger, og fik et andet perspektiv på det med børn og gråd. At hvis man har undersøgt at alle behov umiddelbart er dækket, og der ikke er tegn på sygdom eller smerte, så er gråden simpelthen bare en måde at bearbejde og heale de frustrationer og den stress, som der uundgåeligt kommer af at være menneske, og i særlig grad barn, med et umodent nervesystem.
Det var en lettelse at få et andet perspektiv på det, og se, at det ikke nødvendigvis var mig der gjorde noget galt. Og selv hvis jeg gør noget galt, kan jeg hjælpe ham igennem det traume (i ordets bredeste betydning), ved at lytte til ham, og lade ham græde og rase.
Nu, over et år senere, er det stadig til tider en kæmpe udfordring “bare” at lytte og være nærværende når Birk er ked af det. Når det lykkes mig at lade ham græde helt færdig uden at aflede ham(eller han afleder sig selv), oplever jeg, at han er glad og tilfreds efterfølgende, og derfor giver det mening for mig at blive ved med at prøve. Det passer også godt sammen med min overbevisning om at der skal være plads til både de lette og de tunge følelser.
Det sværeste er (naturligt nok) at rumme ham, når jeg selv mangler overskud, hvilket jo ofte falder sammen, da følelserne nemmere kommer til overfladen når vi er trætte. Og når jeg selv begynder at græde, bliver jeg i tvivl om det er okay for ham at se mine autentiske følelser, eller om han kommer til at føle skyld.
Jeg tror det er vigtigt at børn får lov til at udtrykke alle deres følelser, og mærker at vi som forældre og voksne “har dem”, og det ved jeg ikke om de kan mærke når man også selv udtrykker sine følelser. Men jeg øver mig i at mærke efter hvad der føles rigtigt, og hvad jeg selv kan holde til i situationen, og det må jeg tro på er godt nok. Og så er det en trøst at vide at der altid kan repareres efterfølgende, når jeg ikke formår at rumme de store følelser.
I tråd med det, øver jeg mig også i at tillade mig selv at græde, når jeg mærker trangen, også selvom det bare er når jeg læser eller ser noget trist. For ligesom børn nogle gange har brug for en undskyldning for at græde frit, tror jeg også vi har nemmere ved det, hvis der er en “trigger”.
Har du tænkt over hvordan børn nogle gange græder hjerteskærende når de falder, men andre gange, ved et lignende fald bare rejser sig og løber videre? Det billede giver god mening for mig, i ft. at det ikke kun er selve faldet de (eller vi) græder over.
Jeg tror også, at vores opvækst selvfølgelig påvirker vores evne til at udtrykke vores følelser frit, ligesom vores forældres opvækst har påvirket hvor meget de har evnet at rumme vores følelser. Jeg tror mange forældre oplever, at der er nogle af deres børns følelser de har nemmere ved at rumme end andre. Ofte selvfølgelig de følelser vi opfatter som “gode” (selvom jeg også tror vi kan have svært ved at rumme f.eks. vores børns store begejstring, hvis vi ikke tillader os selv at udtrykke os lige så frit), men jeg tror også der er forskel på om vi f.eks. synes det er nemt at rumme vrede, men svært at rumme når de “piver”, eller omvendt.
Der øver jeg mig i at spørge mig selv: “Hvad handler det om i mig?” Det lykkes langt fra altid i situationen (og heller ikke altid bagefter), men jeg er dog altid bevidst om, at det er mig det handler om, og ikke min søn der er forkert eller for meget. Det betyder, at jeg efterfølgende kan sige undskyld, når jeg ikke har formået at reagere hensigtsmæssigt.
Ved at begynde at tage ansvar for vores egne følelser, og vores reaktioner på vores børns følelser, tror jeg vi kan give vores børn en lidt bedre start, så de vokser op lidt mere frie i deres udtryk.
Hvordan har du det med at tillade dig selv at græde? Dine børn? Eller hvis en anden nærtstående græder? Hvorfor tror du at du har det sådan?