D. 26. maj er det er 3 år siden jeg ankom til Santiago de Compostela sammen med min mand, efter at have vandret ca. 450 km af den portugisiske camino. Vi havde snakket om at tage en af camino-ruterne i mange år, og besluttede at det var noget vi skulle nå, inden vi fik børn. Det endte også med at være på caminoen, at jeg blev helt sikker på at jeg var klar til at blive mor.
Ankomsten til Santiago var på mange måder en ambivalent oplevelse. Vi havde vandret i en lille måneds tid, primært i naturen og gennem småbyer, og sammen med andre, der var i gang med den samme rejse som os (i hvert fald samme ydre rejse). Santiago var en voldsom forandring, fuld af larm, turister og restauranter der prøvede at overbevise os om, at her var det mest autentiske steder at spise sit pilgrimsmåltid.
Efterfølgende gik vi de knap 100 km til Finisterre, “Verdens Ende”, hvor jeg fandt den rolige afslutning jeg ønskede mig af vores pilgrimsvandring. Mens jeg sad på klipperne ved fyrtårnet ved Finisterre, og kiggede ud over havet, mærkede jeg en dyb ro, og en følelse af, at jeg var lige hvor jeg skulle være, at alt var godt.
Præcis et år efter ankomsten til Santiago, d. 26. maj 2018 fødte jeg min søn.
Ligesom jeg var uforberedt på ankomsten til Santiago, var jeg uforberedt på den følelsesmæssige forandring, som fødslen af min søn satte i gang. Selvfølgelig vidste jeg at alting ville forandre sig, det har vi nok allesammen hørt. Alligevel havde jeg ikke tænkt over hvor meget jeg ville forandre mig, og hvor meget jeg ville have lyst til at forandre mig. Få dage efter fødslen meldte jeg mig til familiemasteruddannelsen, fordi jeg fornemmede at her var en hjælp til at lande i rollen som mor, og komme nærmere til at leve et liv i overensstemmelse med mine værdier (og en mulighed for at finde ud af hvad der egentlig var mine kerneværdier, nu som mor).
Nogle dage føles det som om jeg overhovedet ikke har rykket mig, og nogle dage er det sgu lidt irriterende, at jeg godt ved, at der kun er mig til at tage ansvar for mit liv (hvem har ikke lyst til bare en gang imellem, at sige at det er de andres skyld?). Men de fleste dage er jeg taknemmelig for at være kommet det skridt videre på min rejse, og for den frihed det også giver, at vide at jeg er skaberen af mit liv.
Da vi gik caminoen, havde jeg selvfølgelig en forventning om, at rejsen i høj grad ville være en indre rejse. Det var det også, men det overraskede mig faktisk hvor meget energi der blev brugt på det helt lavpraktiske i form af ømme fødder, solskoldninger, dårlig søvn og at få vasket tøj, så man kunne tage noget rent på dagen efter. Omvendt fik vi også snakket en del om den proces vi var i gang med. Vi havde lige nået at sælge vores lejlighed inden vi tog afsted, og vi snakkede en del om hvad vi ønskede af det hus vi skulle hjem og lede efter, og selvfølgelig også om det der med, at vi nok gerne ville i gang med at have børn, når vi kom hjem.
Der var også lange perioder hvor vi bare gik, og hvor jeg egentlig ikke husker at jeg tænkte så meget, men det er nok også noget af det sådan en pilgrimsvandring kan. At fokus er på at sætte det ene ben foran det andet, og tankerne og følelserne falder lidt i baggrunden, og så er det måske først senere, at den indre rejse, der også er foregået, bliver tydelig. Det var også en af de mere sociale rejser, fordi man ofte går samme dags-etape som andre, og ender med at overnatte på samme Albergue, og sidder og snakker, eller går ud og spiser sammen.
Alt i alt tror jeg, at det er den rejse vi oftest har tænkt tilbage på med glæde, og vi håber begge at vi en dag kommer til at gå en camino som familie (Vi mødte faktisk nogle, der var afsted 3 generationer sammen).
Tina Dickow synger i en af sine sange: “Everybody’s gotta end up somewhere, I’m just taking my time to get there.” Mens det er rigtigt for de ydre rejser, at de har en ende, tror jeg at det for mange af os gælder, at vores indre rejse hele tiden fører os nye steder hen, hvis vi lader os føre med. Nogle gange går det hurtigt, f.eks. når man står i en krise, og er nødt til at rykke sig for at komme ud på den anden side. Andre gange går det langsommere, og nogle gange kan man måske ikke engang mærke det, ligesom jeg på caminoen ikke altid tænkte jeg rykkede mig så meget som jeg havde troet. Men på et eller andet tidspunkt bryder en ny spire frem, som har ligget under overfladen og gjort sig klar, og det er præcis som det skal være.
Hvad kunne du godt tænke dig at få til at spire? Derfra hvor du står nu, hvor kunne du så ønske dig at din rejse ender, eller i hvert fald gør ophold?