Jeg går normalt ikke særlig meget op i nytårsforsætter, men jeg kan godt se meningen i at bruge årsskiftet til at reflektere over, om der er noget nyt jeg gerne vil, hvad jeg gerne vil gøre mere af i det nye år, og hvad jeg evt. vil sige farvel til og efterlade i det gamle år.
Jeg kan dog stadig ikke helt få mig selv til at kalde det nytårsforsætter, det får mig mest til at tænke på hård træning, og slankekure der ikke handler om at gøre det bedste for sin krop, men at tabe sig hurtigst muligt. Ikke at jeg nogensinde har haft det som nytårsforsæt.
Så måske jeg skal kalde det en ny begyndelse. Jeg har i hvert fald valgt at bruge nytåret til at give mig selv et kærligt skub, til at komme i gang med den blog jeg har tænkt på at starte siden sommeren sidste år.
Jeg har holdt mig selv tilbage, undskyldt mig med at jeg havde travlt med at få styr på alt det formelle i at blive selvstændig, fordi jeg ikke har følt mig klar til at vise min sårbarhed, og være åben om hvem jeg (også) er. Men jo længere jeg venter, jo tydeligere bliver det, at der nok aldrig kommer en dag, hvor jeg føler mig 100% klar. Det er en balance mellem ikke at presse mig selv mere end jeg har lyst til, give mig selv lov til at lade tingene foregå i et selvkærligt tempo, men samtidig støtte mig selv til at tage det næste skridt, selvom det altid vil være med et par sommerfugle i maven.
Jeg kommer til at skrive om stort og småt, der rører sig i mit liv og mine tanker. Om at være mor, være i udvikling, være på vej. Måske endda også lidt om at være kone (kunne man finde et udtryk der ikke får en til at føle sig så oldgammel?).
Om et par uger fylder jeg 30, og det har jeg det faktisk meget godt med (men spørg mig igen om et par uger). Jeg føler, at jeg er godt på vej til at leve det liv, jeg gerne vil. Der er selvfølgelig dage hvor jeg selv, eller manden(ofte begge) opfører sig idiotisk, og dage hvor sønnen har brug for lidt mere end jeg egentlig har at give. Dage hvor jeg føler at jeg er gået 10 skridt tilbage i stedet for et frem. Men så længe vi husker at trække vejret, og se på os selv og hinanden med milde øjne (et udtryk jeg har taget til mig, fra min underviser i narrative samtaler), skal det hele nok gå. Jeg ved, at jeg altid kan vælge en ny begyndelse, og gøre noget ved de fejl jeg har begået. Og jeg husker mig selv på, at alt er som det skal være, også når jeg ikke kan se det (tak til Rose og Magnus Maimonide på familiemasteruddannelsen, for det perspektiv).
Det meste jeg skriver kommer nok i højere grad til at afspejle mit virke som narrativ coach, mentor og familiemaster, end mit virke som tegnsprogstolk. Og selvfølgelig hvad jeg ellers går og tænker over, bare fordi jeg er her, og ikke kan lade være.
Jeg håber det vil inspirere, bringe et smil på læben, eller vække genkendelse. Jeg glæder mig til at dele det med jer, og håber at I har lyst til at følge med på rejsen.
Har du noget du gerne vil i 2020? En ny begyndelse, eller en fortsættelse på noget du allerede er i gang med? Er der noget, du ønsker at lade blive i 2019, og ikke bringe med dig?