For nogle dage siden var det 5 år siden jeg blev uddannet tegnsprogstolk. Det er samtidig 4 år siden jeg stod et par måneder inde i en stresssygemelding. Indtil da var jeg sikker på, at jeg ikke var sådan en der gik ned med stress, på trods af at næsten hele min nærmeste familie havde været ramt. (Vi tiltrækker åbenbart dårlig ledelse.)
Jeg kan tydeligt huske at jeg i den periode tænkte, og også sagde højt til min mand, at jeg gerne ville tage alle opgaverne, hvis bare der var timer nok i døgnet.
I dag er det næsten pinligt at tænke tilbage på, at jeg synes mit eget helbred og velbefindende havde så lidt betydning, at det kom nederst på listen over mine prioriteter. Så langt nede, at jeg i den første uge efter min sygemelding var sikker på at jeg bare lige skulle have et par dages ro og så tilbage til normalen. Det på trods af at jeg græd, da en kollega ringede og snakkede om en af de opgaver jeg plejede at være på. Så sådan blev det selvfølgelig ikke. Der endte med at gå næsten et år før jeg var tilbage på fuld tid.
Heldigvis stødte jeg hurtigt på dem, der kom med alternativer til den typiske fordom om, at stress handler om individet. Dem, som i stedet fortalte, at alle i princippet kan blive “sådan en der går ned med stress” under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Lisbeth Fruensgaards nyhedsbrev modtager jeg stadig her 4 år senere. Det blev en livline i et system, hvor det var nemt at føle sig forkert. Det var også i den periode, at jeg første gang oplevede coaching på egen krop. Jeg kan i tilbageblik se, at det ikke var voldsomt hjælpsomt (derfor var jeg glad for senere at opdage den narrative metode, som matchede meget bedre med mit perspektiv). Det var til gengæld min læge, der i den grad var på min side.
Siden da, er jeg flere steder stødt på forskellen mellem skyld og ansvar, og hvor jeg dengang sejlede lidt mellem at påtage mig hele skylden nogle gange, og til andre tider lægge alt ansvaret over på andre, ser jeg det i dag som en balance mellem ikke at lade skylden og skammen overmande en, men samtidig tage sin del af ansvaret, f.eks. ved at se på hvor man skal sætte nogle tydeligere grænser.
Min mand har flere gange, både før og efter jeg blev raskmeldt igen, sagt at han syntes jeg skulle sige op. I dag må jeg erkende at han nok havde ret, men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt, og jeg var nok i virkeligheden heller ikke klar til det.
Det var jeg heller ikke, da mit firma meldte ud at de lukkede for godt to år siden, og jeg måtte se mig selv gå på barsel som arbejdsløs. Men universet (og min mand) vidste bedre, og i dag er jeg så taknemmelig for at jeg fik muligheden for selv at bestemme hvordan min hverdag skulle se ud, så jeg f.eks. kan vælge at have min søn hjemme et par dage om ugen, fordi det føles rigtigt for mig.
Maj My, som bl.a. har startet uddannelsen Ind Til Kernen (som jeg er med på) sammen med sin mand Kristian, har flere gange nævnt den generelle tendens til at de fleste godt kan forstå at man(kvinder), vælger at gå på deltid når man har fået børn, for at have mere tid til familien. Men ønsker man et arbejdsliv på mindre end 37+ timer uden at have børn, bare fordi man også gerne vil bruge sit liv på andet end arbejde, er det noget helt andet. Jeg må da også indrømme at min første tanke, da jeg hørte det første gang, var noget i retning af: “Hvorfor skulle man dog ikke kunne arbejde fuldtid, når man ikke har børn?!” Ikke en tanke jeg er stolt over, men det var nu engang den første der kom til mig. Det giver stof til eftertanke; for hvis jeg, der på egen krop har mærket hvordan det er, at være bange for at kigge på sin telefon (tænk hvis der var noget man skulle forholde sig til), tænker sådan, hvordan mon så de, der aldrig har været lagt ned af stress, tænker?
Det er først efter jeg har fået min søn, at jeg for alvor er begyndt at tage ansvar for, hvordan jeg har lyst til at mit liv skal forme sig. Jeg vil ikke sige at han var katalysator for det hele, for jeg tror den udvikling begyndte, da jeg startede min første uddannelse inden for det narrative område, men han var i hvert fald, som jeg tror det er for mange førstegangsforældre, og måske især mødre (jeg har hørt det er noget med hormonerne), den der satte spot på hvad der egentlig er, eller måske nærmere er blevet, det vigtigste for mig.
Har du tendens til at tage for lidt, eller for meget ansvar? Må du gerne prioritere dit liv over dit arbejde? Er der måske nogle prioriteter, du skal have kigget på, for at du bruger dit liv, på det der er vigtigst for dig?
PS: Panikken over at fylde 30 kom aldrig. Til gengæld havde jeg en virkelig hyggelig dag sammen med min mand og min søn.